Verdenshandlen er under forandring med afslutningen på "den globale landsbys" æra og stagnation i dens andel af det globale BNP. Geopolitiske omvæltninger, fra Ukraine til Mellemøsten, fører til fragmentering, mens friend-shoring omdirigerer handel baseret på alliancer. «Connector» lande dukker op, og der skabes nye handelsruter, men verdensmagter som USA og Kina er fortsat dybt afhængige af hinanden. Globaliseringen omorganiseres for at tilpasse sig den stigende protektionisme.
Regionalisering af handelsstrømme forstærkes af geopolitisk rivalisering
Globaliseringen har stået over for mange kriser i løbet af det seneste årti. Handelsbarrierer indført af ledere som Donald Trump har brudt tabuet mod protektionisme, mens væbnede konflikter som f.eks. krigene i Ukraine og Mellemøsten forstyrrer traditionelle handelsruter. Trumps genindtræden i Det Hvide Hus truer med at genoplive en handelskrig for fuldt blus, især med Kina, med risiko for toldsatser på op til 60 % på alle importerede varer.
Samtidig har initiativer som Inflation Reduction Act og Chips Act, der blev indført af Biden-regeringen til formål at hjemtage produktionen indenfor strategiske industrier. Dette sker for at begrænse USA's afhængighed af Kina, samtidig med, at man kan opretholde de toldsatser, der blev indført i 2018. Det er et tegn på en generel tendens blandt stormagterne til at reducere den indbyrdes økonomiske afhængighed, hvilket bidrager til yderligere fragmentering af de globale værdikæder.
Samtidig ser Kina, som anses for at være en vigtig aktør i de globale forsyningskæder, sin handel med USA falde, og de månedlige handelsstrømme mellem de to giganter er faldet med 20 procent siden deres højdepunkt i 2021.
Ud over forholdet mellem Kina og USA alene skrumper handelen mellem geopolitiske blokke (den vestligt orienterede blok på den ene side og lande, der ikke fordømte Ruslands invasion af Ukraine, på den anden) betydeligt - meget kraftigere end handelen »inden for blokkene« (se graf).
Verdenshandlen bøjer, men bryder ikke sammen
På trods af disse omvæltninger kollapser verdenshandlen ikke, den reorganiseres. Fremkomsten af »connector lande«, tredjelande, der fungerer som mellemhandler lande mellem stormagterne, er et sigende tegn. Lande som Vietnam og Mexico er ved at blive strategiske mellemhandler lande, der erobrer markedsandele i de kinesisk-amerikanske forsyningskæder.
På grund af de europæiske sanktioner har Rusland taget nye handelsruter i brug, f.eks. gennem Nordsøen, for at omdirigere olieeksporten til Kina. Geopolitiske spændinger ændrer således ikke alene produkternes destination, men også den infrastruktur, der bruges til at transportere dem.
Denne tilpasningsevne i verdenshandlen kan ses i udviklingen af handelsruter. Historiske ruter som Suez-kanalen bliver erstattet af alternative ruter, som er mindre påvirket af regionale konflikter. Et andet eksempel er de jernbaneruter, der er bygget i forbindelse med Kinas »Belt and Road «-initiativ, som har til formål at forbinde flere kinesiske byer med europæiske økonomier. Disse jernbaner har også oplevet en eksplosion i trafikken efter houthiernes angreb i Det Røde Hav. Fragtmængderne mellem Kina og EU steg med 66 % i første halvdel af 2024 efter to års nedgang.
USA-Kina: Der er en grænse for, hvor langt afkobling kan gå
På trods af presset for afkobling er verdens økonomier fortsat meget afhængige af hinanden. USA og Kina har interne strukturelle ubalancer, som kun kan løses gennem udenrigshandel.
Kina, som fortsat er afhængig af eksport for at kompensere for utilstrækkelig indenlandsk efterspørgsel, har stadig monopolstillinger i visse kritiske sektorer som skibsbygning og containerproduktion.
USA er trods friend-shoring-initiativer, der har til formål at styrke handelsforbindelserne med allierede lande, fortsat afhængig af import, især af kinesiske varer for at tilfredsstille sit voksende forbrug.
Verdenshandlens modstandsdygtighed vil dog blive sat på prøve i de kommende år. En intensivering af handelskrigen, som nogle amerikanske præsidentkandidater har lovet, kombineret med en fortsat optrapning af globale konflikter kan føre til store forstyrrelser i de globale forsyningskæder. Det gælder især gennem strategiske porte som Hormuzstrædet.
