Overkapacitet i produktionen er ikke et nyt fænomen i Kina, men denne gang gælder det en bredere vifte af produkter. Det gør det sværere at styre overkapaciteten, og lav indenlandsk efterspørgsel i Kina skal dækkes på andre måder. Find ud af hvordan i vores analyse.
Overkapacitet er ikke noget nyt i Kina
Kina har længe været vant til en vækstmodel, der er drevet af investeringer, og som har været central for landets økonomiske vækst i de seneste tre årtier. Men denne model gør også økonomien sårbar over for ubalancer mellem udbud og efterspørgsel, hvilket har ført til gentagne episoder med industriel overkapacitet. Dette kan spores tilbage til 1990'erne, hvor hurtige markedsreformer førte til et overskud af industrivarer, som krævede megen arbejdskraft. En nyere episode fandt sted mellem 2014 og 2016, da den massive, investeringsbaserede stimuli efter finanskrisen resulterede i en overflod af byggematerialer.
Det er ikke noget nyt, men ubalancerne er blevet tydelige igen efter COVID-19-pandemien. Det skyldtes i høj grad produktionsstimuli, der havde til formål at begrænse den sociale kontakt. Men efterhånden som økonomien er kommet sig efter pandemien, er forbrugernes købekraft ikke steget nok til at absorbere de øgede produktionsmængder. Derudover, i lyset af det globale pres for grøn omstilling er Kinas overskud af ren teknologi blevet et internationalt fokus, da landets overkapacitet kan være nok til at fordoble eksporten af disse produkter.
Den nuværende overkapacitet er mere omfattende
Ved første øjekast virker omfanget af overkapaciteten mindre alvorligt end i den forrige store periode med overkapacitet, målt på kapacitetsudnyttelsen i industrien. Problemet kan dog forværres, hvis væksten i faste investeringer fortsætter med at overstige væksten i produktionen, hvilket vil forværre overkapaciteten, især hvis den indenlandske efterspørgsel ikke holder trit. Samtidig er risikoen for overkapacitet ikke begrænset til bestemte sektorer; den er tydelig inden for forbrugsvarer, byggematerialer, maskinindustri og transportudstyr.
Det tager tid at styrke hjemmemarkedet, så det kan absorbere overkapaciteten
Regeringerne har truffet foranstaltninger for at begrænse kapacitetsudvidelsen ved at opgradere industrien og samtidig stimulere efterspørgslen for at absorbere overskuddet. For eksempel er der indført højere kvalitetskrav til produktionen af litium-ion-batterier, solenergi og cementklinker. Det er dog usandsynligt, at der vil blive indført lignende krav i alle sektorer, da det også kan påvirke den økonomiske vækst på kort sigt.
En mere bæredygtig løsning er at stimulere efterspørgslen. På det seneste er der blevet lagt større vægt på at subsidiere forbruget af varer og tjenesteydelser i stedet for at investere i byggeri og infrastruktur. Men med en forbrugertillid på et historisk lavt niveau kan økonomien ikke udelukkende stole på, at den indenlandske efterspørgsel løser problemet med overkapacitet. Et sådant scenarie ville øge risikoen for deflation, reducere virksomhedernes rentabilitet og hindre yderligere vækst.
Dagene med let adgang til eksportmarkederne er måske forbi
Historisk set har eksport været med til at kompensere for manglende indenlandsk efterspørgsel. Men de gode tider med frihandel, som har været afgørende for Kinas velstand, ser ud til at være på vej ud, efterhånden som handelsbarriererne vokser. Sandsynligvis også i et endnu hurtigere tempo under en ny Trump-administration. På trods af Kinas forsøg på at styrke båndene til den sydlige del af halvkuglen, har mange nye lande også opstillet handelsbarrierer for at beskytte deres egne arbejdspladser og producenter. Indonesien overvejer f.eks. at indføre toldsatser på op til 200 % på nogle grundlæggende industrivarer, der importeres fra Kina.
Øgede udenlandske investeringer for at opnå win-win-resultater
Den stigende handelsfriktion kan få kinesiske virksomheder til at investere direkte i modtagerlandene for at omgå sådanne barrierer. Dette træk kan blive hilst velkommen af nogle handelspartnere, da direkte investeringer kan skabe arbejdspladser og bringe ny teknologi, samtidig med at eksporten af kinesiske halvfabrikata øges.
I årene 2022-2023 har ASEAN1-landene været den vigtigste destination for kinesiske investeringer, mens Ungarn er den største modtager i Europa med 4,5 % af de kinesiske direkte udenlandske investeringer. Ikke desto mindre står kinesiske investeringer over for stadig strengere kontrol i udviklede lande, især af hensyn til den nationale sikkerhed. I Europa er denne kontrol blevet mere intens, men nogle lande som Ungarn, Polen og Italien byder fortsat sådanne investeringer velkommen, især inden for elbilsektoren.
> Få mere at vide ved at downloading hele vores analyse (pdf 2MB)
1 Sammenslutningen af Sydøstasiatiske Nationer (ASEAN) består af 10 medlemslande.Den blev oprettet af Indonesien, Malaysia, Singapore, Thailand og Filippinerne i 1967 og blev udvidet med Brunei (1984), Vietnam (1995), Laos og Burma (1997) og endelig Cambodja (1999).
